Et helt år er gået siden vi sidst mødtes på Naturcenter Amager og det er os en glæde igen at kunne invitere til Stjerner i Natten 2023. Vi har igen i år et program spækket med stjerner, som kommer og afholder en masse spændende aktiviteter. Der vil fx være en officiel Stjerner i Natten konkurrence, Amager Cykle Ring byder på cykeludlån til en teknikbane og ellers er der mulighed for at blive street art artist sammen med UngTårnby.
Desuden har den opmærksomme måske set at Jan Kjær, den populære børnebogsforfatter bag Nomerne og Taynikma, kommer og holder oplæg. Ikke nok med det, så får vi også besøg af Beat&BrøL, som medbringer både dinobamser, instrumenter og røgmaskine til deres teater-musik-forestilling for de 3-8-årige. Er man typen som hellere selv vil være en del af forestillingen, så kig forbi Cirkus Aroma og prøv en ethjulet cykel, lær at jonglere eller se dem, når de fremviser deres vilde tricks med ild, ethjulet cykel og meget, meget mere.
Igen i år får vi besøg af Tårnby Kommunes Borgmester Allan S. Andersen, som vil byde alle velkommen i sin åbningstale kl. 17.15. Senere på aftenen får vi også æren af Tårnby Kommunes Kultur- og Fritidsformand Klaus Bach, som, inden vi alle sammen synger solen ned, vil offentliggøre årets konkurrencevinder kl. 21.15 og takke af for dette år.
Glæder du dig, til at nærstudere programmet? Så tag et kig på det her på siden under ”program” eller download det til din telefon. Under ”praktiske oplysninger” kan du i øvrigt også se kortet over området og se hvor de forskellige aktiviteter kan findes.
Vi glæder os til at se jer igen den 26. maj 2023 kl. 17.00-21.30 på:
:
Naturcenter Amager
Granatvej 3-15
2770 Kastrup.
I 2009 tog Tårnbys undervisnings- og kulturinstitutioner initiativ til at skabe en helt ny, samlet begivenhed i Tårnby, og endnu engang har vi æren af at invitere alle til kultur- og naturoplevelser, leg, konkurrencer og festlig underholdning. Så pak en madkurv, spis i naturen, lav mad over bålet eller køb maden på Traktørstedet, når du og familien besøger Stjerner i Natten.